tirsdag den 14. september 2010

Åben mark på Billeslund A/S

I denne uge gør vi holdt på en af de økologiske gårde i producent-sammenslutningen: Billeslund.

Onsdag og torsdag den 15. & 16. september inviterer gartnere og kokke på Billeslund alle, der har lyst, til at komme med ud i marken og lave mad.

På Billeslund ved Gram dyrker de på 100 hektar 40 forskellige slags grøntsager og krydderurter. De kalder det Danmarks største økologiske køkkenhave. Lige nu tager gården sig aldeles godt ud med alle afgrøder i en sprudlende tilstand. Lige fra orange, hvide og lilla gulerødder, blå bønner, en million porrer, et dusin forskellige slags salater, små knoldede jordskokker til kæmpe hokkaido-græskar og meget, meget mere.

Vi starter med at køre rundt i markerne og høste grøntsagerne, ligesom en rigtig gartner gør. Så kører vi dem op til bålgryden og grillen, hvor vi laver salater og tilbereder maden. Til sidst nyder vi resultatet bænket i marken. Det bliver i teltet, hvis vejrguderne driller os.

Arrangementet starter kl. 17.00 og vi slutter kl. cirka 19.30 - begge dage. Vi garanterer, at du får støv på skoene og kommer til at lugte af bål. Oveni bliver du udsat for masser af frisk luft, dufte og smage. Vi regner med, at alle kommer til at hygge sig rigtig godt.

Alle er velkomne og tilmelding er ikke nødvendig.

Adressen er Billeslund A/S, Billeslund 2, 6510 Gram.

0 kommentarer:

Send en kommentar